Danlamp Danlamp Danlamp

Danlamps historie

Danlamp har produceret glødepærer siden 1931 og er i dag den eneste glødepære-fabrikant i Danmark. Det oprindelige navn var Dansk Glødelampefabrik A/S og da fabrikken startede sin produktion var der 10 ansatte. Man producerede alle gængse lamper fra 10 til 300W. Varemærket DAN var anerkendt for produktion i højeste kvalitet.

Moderne produktion i 1950’erne
I starten af 1950’erne blev produktionen af glødelampen mere og mere automatiseret rundt om i verden og fabrikken i Aabenraa, sakkede bagefter. Man havde en meget stabil og dygtig medarbejderstab, men havde ikke et produktionsapparat, der kunne lave stordrift. I 1951 ansatte man en tysk ingeniør til at optimere fabrikkens produktion.

I 1966 købte den navnkundige Søren Madsen (SM™) Danlamp og det fik afgørende indflydelse på virksomhedens udvikling.

Søren Madsen producerede lamper i København på en fabrik, som han ejede sammen med Philips, men var interesseret i en mindre fabrik til produktion af speciallamper. Søren Madsen investerede i specialmaskiner og måleudstyr og ændrede Danlamps strategi på grund af øget konkurrence på verdensmarkedet. Fokus kom nu til at ligge på det internationale nichemarked for udvikling og produktion af specialiserede glødelamper. Siden da er eksporten vokset til mere end 80 % af den totale produktion.

Læs mere om Søren Madsen.

Vækst og lyse ideer
Søren Madsen introducerede en række innovative lanternelamper til skibe og lamper til trafiksignaler. De nye stærke lanternelamper opnåede godkendelser efter flere internationale standarder – og kunne samtidig bruges i skibenes eksisterende lys-installationer.

Madsen opfandt lavspændings-trafiksignalet, der stadig bruges i hele Nordeuropa og han udviklede tillige signallamper til jernbanerne i bl.a. Danmark, Norge og England.

På samme tidspunkt ændrede man varemærket til SM, der hurtigt blev et kendt og respekteret internationalt brand, særlig indenfor skibsfarten.

Med tiden voksede også markedet for dekorative lamper. Særlig de danske kirkers behov for en smuk lyskilde, der var stærkere og mindre brandfarlig end stearinlyset banede vejen for udvikling af den dekorative glødelampe. Og det førte til endnu en nyskabelse fra Søren Madsens hånd - den elektriske kirkekerte. Kirkekerten blev straks fra introduktionen en lysende stjerne på lyshimlen og kan i dag ses i de fleste nordiske folkekirker.

I 1998 skiftede virksomheden navn til det nuværende og mere mundrette Danlamp A/S og i 2007 overtog den nuværende ejer Jan Vesterlund fabrikken. Og Vesterlund købte ikke Danlamp ubeset – han havde nemlig været ansat som produktionsleder i 10 år.

Et lyspunkt i Europa
De store lysproducenter lukker i stort tal for produktion i Europa og flytter til lavlønslande i Asien. Derfor er Danlamp i dag en af de få tilbageværende garanter for den europæiske tradition for design og kvalitetshåndværk indenfor produktion af glødelamper. For europæiske kunder tilbyder Danlamp også et tæt samarbejde og en unik kulturforståelse – som kan være helt afgørende, når der skal udvikles skræddersyede belysningsløsninger som er smukke, helstøbte og bæredygtige.